Gebyr på engangsplast
Den 1. januar 2025 trådte bekendtgørelse nr. 904 af 28.06.2024 i kraft. Det betyder, at der nu kommer gebyr på engangsplast.
En stor del af det affald, der indsamles i de offentlige skraldespande, eller som er henkastet på offentlige arealer, består af engangsplast. I Danmark er det primært kommuner, Vejdirektoratet og Naturstyrelsen, som varetager oprydningen.
Finansieringen af denne oprydning lægges nu ud som et gebyr på produkterne i form af producentansvar på engangsplast.
Hvad er engangsplastprodukter?
Engangsplastprodukter er helt eller delvist fremstillet af plast, og beregnet til at blive brugt én gang.
Følgende kategorier af engangsplastprodukter er omfattet af producentansvaret:
- Fødevarebeholdere
- Indpakningsposer og -folier
- Drikkevarebeholdere
- Drikkebægre
- Letvægtsplastbæreposer
- Vådservietter
- Balloner
- Filtre til tobaksvarer
Som kunde betyder det, at du på fakturaen vil se en ekstra linje, der hedder ”Gebyr engangsplast”.
Her fakturerer vi præcis det gebyr, der skal betales til Miljøstyrelsen.
Du er velkommen til at kontakte din lokale konsulent for mere information. Få yderligere oplysninger på Miljøstyrelsens hjemmeside eller Dansk Producentansvars hjemmeside.