
Information vedrørende prisreguleringer og logistikforhold
Hos Stadsing A/S oplever vi i øjeblikket en række ekstraordinære udfordringer i de globale forsyningskæder, som desværre nødvendiggør justeringer af vores priser. Vi ser i denne periode markant flere prisstigninger fra vores leverandører end normalt, og de varslede stigninger er samtidig på et højere niveau, end vi typisk ser i markedet. En stor del af disse ændringer vil træde i kraft omkring den 1. april og 1. maj 2026.
De primære årsager til denne udvikling er de kraftigt øgede råvare- og fragtpriser. Den nuværende eskalering af konflikten i Mellemøsten, herunder den begrænsede adgang gennem Hormuz-strædet har skabt stor usikkerhed om den globale forsyning af olie og gas. Dette har medført, at de europæiske energipriser er steget markant på kort tid, hvilket direkte påvirker både produktion og logistik.
Vores transportører har som konsekvens heraf varslet en væsentlig stigning i energitillægget. Da dette påvirker vores distributionsomkostninger direkte, ser vi os nødsaget til at justere vores energiomkostning med virkning fra 1. april, så snart det endelige niveau er fastlagt.
Stadsing A/S følger udviklingen tæt, og vi vil som udgangspunkt vurdere og tilpasse energiomkostningen månedligt for at sikre, at den afspejler de faktiske markedsforhold. Skulle du have spørgsmål til de nye tiltag, er du som altid velkommen til at kontakte din personlige salgskonsulent hos Stadsing A/S.



